At vise/give værdier

At give værdier videre som er eksistentielle i forhold til den verden de skal kunne klare sig i. De unge skal støttes og vejledes i at blive selvstændige og selvhjulpne mennesker, der i højere grad kan fungere i social sammenhæng, nærmiljø og samfund. Det vil vi bla. gøre ved:

- At erkende vigtigheden i at lære at tage ansvar for sit eget liv, fx selv at klare sit vasketøj, stå op om morgenen når vækkeuret ringer, hygiejne, lektier mm. Samt på sigt, at tydeliggøre, at der alt efter konteksten og alder vil blive stillet nogle krav bla. i forhold til, at være i stand til en hvis behovsudsættelse.

- At vise børnene/de unge, at de har masser af ressourcer og der via. en pædagogisk tilrettelagt hverdag, hvor de bliver taget alvorligt, lyttet til, har indflydelse, samt hvor der vises respekt for hinandens forskelligheder, gives der det fornødne rum til udvikling. Dette vil give de unge nogle vigtige sociale og praktiske erfaringer og færdigheder.

- At vi alle er mennesker der kan blive vrede, kede af det, osv. og at vi skal være her alle sammen, men også at vi taler og opfører os ordentligt over for hinanden.

- At have indflydelse på sin egen behandlingsplan.

- At deltage i lokalmiljøets tilbud til ungdommen, – skole, klubber, sport, kultur evt. fritidsjob med eller uden en voksen, og herigennem også skabe et netværk til andre børn og unge!

- At styrke de unges selvværd ved at fokusere meget på deres stærke sider og derved give muligheder for nogle succesoplevelser, hvor vi vil være meget påpasselige med at krav og forventninger hænger sammen med den unges individuelle formåen. Der vil i starten af opholdet hovedsagligt være en ”jeg støttende” tilgang til barnet/den unge, for herefter at blive mere jeg styrkende, med konkret udgangspunkt i de aktuelle ressourcer.

- At synliggøre at alle kommer i situationer hvor man selv eller andre opfattes som urimelige, men at man uanset hvad er ”rigtig” og at ens følelser er indiskutable, hvormed det er handlingerne på følelserne man kan vælge/lære at forandre.

- At vi alle har og laver fejl.

- At være mennesker sammen, at lege, spille og have det sjovt sammen, men også at tydeliggøre grænser og vise nuancer imellem ”sort og hvidt”.

- At vise omsorg for hinanden og skabe et massivt fundament af tydelige, ærlige og kærlige voksne som barnet/den unge altid kan regne med og læne sig op ad.

Struktur

Vi giver de unge overskuelig hverdag for at give ro til videre udvikling, hvor de kan genopbygge en tillid til voksne og andre mennesker i det hele taget. Det at blive taget alvorligt og blive lyttet til, samtidig med at der er tydelige og meningsfulde grænser, individuel struktur og dialog, vil give den unge mulighed for personlig udvikling og dannelse.

Det gør vi bla. ved:

- Overskuelige, både generelle og individuelle regler, som skal bevidstgøre de unge om at vi alle er forskellige mennesker og har forskellige behov. Regler, grænser og struktur må ikke bare være til for dets egen skyld, men kan være nødvendige som en hjælp til at skabe ro til udvikling og til at få positive oplevelser i den sociale sfære!

- Daglig modtagelse af den unge efter skole, hvor der er en bolle eller et stykke frugt, og der kan snakkes i ro om hvordan de har det og hvordan deres dag er gået, osv.

- Konkret inddragelse i egen behandlingsplan. Dvs. bevidstgørelse af egen situation, egne evner og begrænsninger, samt udvikling af ansvar for eget liv.

- Faste udviklingssamtaler hvor der tages referat.

Hus-møde, hvor de unge (om muligt) står for mødet, skriver dagsordenen og tager referat. Her laves også madplan for hele perioden. Relevante temaer kan tages op på disse husmøder, eks.v ”unge og alkohol”, ”seksualitet”, ”verden omkring os”, mm.